Chiara Condello
Chiara Condello. Husk navnet... Hun er et frisk pust og et funklende stjerneskud på den italienske winemaker-himmel.
Chiara er oprindeligt økonomi-uddannet, og hun havde egentlig udset sig en karriereretning indenfor konsulentbranchen, da hun en sommer besluttede sig for at holde ferie i sin barndomsby, Predappio, hvor hendes far driver vingården Condé. Denne sommer, og den efterfølgende høst, vendte op og ned på hendes tilværelse. Hun blev øjeblikkeligt draget og grebet livet i og omkring markerne og vinkælderen, og hun besluttede sig for at sige sin stilling op i et af verdens førende konsulenthuse, for i stedet at hellige sig winemaking. Til at begynde med arbejdede hun for Condé, inden hun i 2015 erhvervede sig ca. 4,8 hektar marker og begyndte at fremstille vin selv.
Chiara er en yderst talentfuld winemaker, som er kraftigt inspireret af Bourgogne, hvor hun har arbejdet. Hun er fokuseret på terroir og autenticitet, og hendes tilgang til winemaking er naturligvis kraftigt influeret af dette, hvilket giver sig til udtryk fx ved, at hun ikke anvender tilsætning af gær, kun i meget begrænset omfang anvender temperaturstyring, kører med lang maceration, udelukkende anvender brugte fade, og at hun ikke presser eller filtrerer.
Produktionen har siden 2019-årgangen været certificeret økologisk.
Vinene
Chiara Condello formår på elegant vis at fremhæve Predappio-appellationens charmerende karakteristika. Vinene er afsindigt elegante, finesserige og harmoniske - og det til trods for at hun arbejder med en temmelig karakterfuld og kraftig drue; Sangiovese Piccolo. Planterne giver små bær, med tykt skind med relativt kraftig tannin, som har potentiale for vine med intensitet, kraft og moden frugt, som kræver en sikker hånd for at tæmmes, så de opretholder elegance og friskhed.
Stilmæssigt er Chiara Condellos vine rene, elegante og komplekse. Vinene har aromaer af kirsebær, blomster, jordbær, med undertoner af urter og mineralitet.
Produktionen er relativt beskeden, hvilket øger vinenes eftertragtethed. Chiara Condello producerer i alt ca. 35.000 flasker årligt, afhængig af årgangen.
Serien består af Romagna Sangiovese Predappio, Romagna Sangiovese Predappio Riserva "Le Lucciole" (singelmarkscuvée), og i visse år få flasker af "Lo Stralisco", en cuvée med særlig lang maceration og vinificering med hele drueklaser.
Druerne dyrkes på 3 forskellige marker med forskellig højdebeliggenhed og jordtype. Den højeste er beliggende ca. 340 meter over havet og har en jordbundstype der indeholder rige mængder ler. Den midterste befinder sig i ca. 190 meters højde og er kendetegnet ved en hvid jordbund med mere kalk. Den nederste mark, i ca. 150 meters højde, er kendetegnet ved jordtypen Spongone som indeholder rige mængder fossillerede havdyr, er tidligere havbund, og på mange måder minder om Kimmeridgian fra Chablis.
Markerne er beliggende nær den lille by Predappio (med ca. 6.000 indbyggere), som befinder sig i den østlige del af Emilia-Romagna, ca. 20 km. syd for Forlì og ikke langt fra den toscanske regionsgrænse.
Emilia-Romagna
vinregionen mellem Po og Apenninerne
Emilia-Romagna er en af Italiens største og mest alsidige vinregioner, der strækker sig fra Po-sletten i nord til Apenninerne i syd og fra Adriaterhavskysten i øst til grænsen mod Lombardiet og Toscana i vest. Regionen er opdelt i to historiske kulturområder: Emilia, som ligger mod vest og traditionelt forbindes med de boblende røde vine (Lambrusco), og Romagna, mod øst, hvor Sangiovese spiller en hovedrolle.
Klima og geografi
Klimaet er præget af stor variation:
-
Mod nord: flade, frugtbare sletter med varmt kontinentalt klima, hvor tåge og fugt spiller en rolle.
-
Mod syd: kuperede bakker og Apenninernes skråninger, hvor højder mellem 150–500 m giver køligere nætter og bedre syrestruktur.
-
Østpå: Adriaterhavet tilfører en vis maritim indflydelse, især i Romagna.
Denne variation giver grobund for en bred vifte af stilarter – fra lette, sprudlende rødvine til strukturerede Sangiovese og mineralske hvidvine.
Druesorter og vine
-
Lambrusco: Regionen er verdensberømt for sine mange varianter af Lambrusco, især fra Modena og Reggio Emilia. Vinene er ofte frizzante (let mousserende), tørre til halvsøde, med noter af kirsebær, viol og friske urter. De bedste DOC’er inkluderer Lambrusco di Sorbara, Grasparossa di Castelvetro og Salamino di Santa Croce.
-
Sangiovese di Romagna: I Romagna-delen er Sangiovese den dominerende blå drue. Den giver vine, der spænder fra frugtige og tilgængelige til komplekse og lagringsdygtige, ofte med noter af kirsebær, viol, læder og urter.
-
Albana: Albana di Romagna DOCG var den første italienske hvidvin, der fik DOCG-status (1987). Den giver gyldne, aromatiske vine med god syre og ofte en let mandelagtig afslutning – både tørre og passito-varianter.
-
Trebbiano Romagnolo: Den mest plantede hvide drue i regionen, som især bruges til lette bordvine, men også til destillation (f.eks. til produktion af balsamico).
-
Andre sorter: Pignoletto (nu under navnet Grechetto Gentile), Malvasia, Barbera, Bonarda og internationale sorter som Cabernet Sauvignon og Merlot, der især findes i de nyere IGT-vine.
Klassifikation og nøglebetegnelser
-
Regionen har over 20 DOC’er og 2 DOCG’er (Albana di Romagna og Colli Bolognesi Pignoletto Superiore).
-
DOC’er som Lambrusco di Sorbara DOC og Sangiovese di Romagna DOC er blandt de mest profilerede.
-
IGT Emilia og IGT Rubicone tillader fleksibilitet og internationale stilarter.
Stil og gastronomi
Vinene fra Emilia-Romagna er tæt forbundet med regionens verdensberømte gastronomi: Parmesan, parmaskinke, mortadella, lasagne, tortellini og balsamico. Lambruscoens friske syre og lette bobler er perfekte til det fede og salte køkken, mens Sangiovese matcher det mere rustikke Romagna-køkken.