Bucci

Et af de største navne inden for italiensk hvidvin. Ampelio Bucci var pioner og drivkraften bag kvalitetsrevolutionen blandt producenterne i Verdicchio-appellationerne.

De hvide vine fra Bucci har i dén grad dokumenteret, at Verdicchio-vinene har potentiale til at være med i den absolutte verdenstop. 

Vis som Gitter Liste

7 varer

pr. side

Bucci

Pionéren bag nogle af Italiens fornemmeste hvidvine

Ampelio Bucci var en af den italienske vinverdens mest respekterede producenter. Han var aktiv helt frem til sin død i sensommeren 2025.

Han begyndte at lave vin fra årgang 1982, hvor det første lille batch blev tappet. Familien Bucci har en stolt tradition for jordbrug i Castelli di Jesi (Marche), der går helt tilbage til 1700-tallet. 

Ampelio Bucci manifesterede sig som et af de største navne indenfor italiensk hvidvin, ikke alene i appellationen Verdicchio dei Castelli di Jesi, men faktisk i hele Italien og den internationale vinverden. Han blev et symbol på stilrene, friske, intense hvidvine, som både kan nydes unge, men som frem for alt har et nærmest uvirkeligt udviklingspotentiale. Et potentiale der er blevet dokumenteret i talrige storstilede vertikalsmagninger med vine op til 20-25 år gamle - et potentiale vi selv fik lov at opleve, da vi mødte Ampelio på Vinitaly i april måned 2024, hvor vi smagte flere ældre årgange.

Bucci-familien har dyrket landbrug i Castelli di Jesi-området siden 1700-tallet og stammer oprindeligt fra en af de historiske "borhgi" ved navn Montecarotto, nær Jesi. Områdets mest kendte appellation, Verdicchio dei Castelli di Jesi, kendt for hvidvine af samme navn, ligger i Marche-regionen, kun små 25 minutters kørsel fra Adriaterhavskysten og ikke langt fra havnebyen Ancona.

Vingården ligger lidt nord for Jesi. Nu skriver vi ”vingården”, men i virkeligheden er der tale om et landbrug, som dækker over et areal på i alt 360 hektar, hvor der dyrkes mange forskellige slags afgrøder udover vindruer, bl.a. hvede, majs, sukkerroer, solsikker og oliven.

Vinproduktionen stod legendariske Ampelio Bucci for. Ampelio var i italienske vinkredse højt respekteret og kendt som “Professoren”. I dag har Veronesi-familien overtaget vinhuset, og de driver produktionen uændret videre med stor respekt for vinhusets stil og historie.

Ampelio begyndte at aftappe egen vin i 1982, og siden positionerede han Bucci som et af de mest anerkendte vinhuse ikke alene i lokalområdet, men i hele Italien. Vinhuset er i dag mest kendt for deres aldeles fremragende hvidvine produceret på Verdicchio-druen, men man skal bestemt ikke underkende de to røde Rosso Piceno-vine, baseret på Sangiovese og Montepulciano, som ganske enkelt også er forrygende.

Medstifter af FIVI 

Ampelio Bucci var meget bevidst om bæredygtighed, klima og økologi, og han var en af pionererne indenfor netop disse felter. Hans vine har været certificeret økologiske siden 1999, og i 2008 var han en af initiativtagerne bage stiftelsen af producentsammenslutningen FIVI (Federazione Italiana Vignaioli Indipendenti), som han grundlagde sammen med Leonildo Pieropan (fra vinhuset Pieropan) og Constantino Charrère (grundlægger af Les Crêtes). FIVI-sammenslutningen er i dag internationalt anerkendt som en garant for objektiv kvalitet. Der stilles store krav til fremstillingsmetoder, tilgang i marken (og dermed tilgang til naturen), og producenter der bærer FIVI-logoet er typisk synonymt med mindre håndværksproducenter der køber ind på FIVI-principperne. At FIVI-logoet er en god indikator for kvalitet, er vi ikke ene om at mene. Den kendte vinjournalist Kerin O’Keefe skrev på sin egen hjemmeside i januar 2024: ”As a wine critic, I’ve long noticed that some of my highest-scoring wines across the denominations bear the FIVI logo. If you love terroir-driven wines carefully crafted by grower-producers, you should look for Italy’s FIVI offerings.”
 
Fun fact:
Navnet Ampelio kommer af det græske Ampélion, som på italiensk betyder ”vinmager”.
FIVIs logo viser en græsk figur af en vinbonde der bærer druer i en kurv over hovedet. Denne figur hedder officielt ”Ampelio”, men Ampelio Bucci har altid hævdet, at denne figur ikke var opkaldt efter ham selv.

Det tvivler vi på.