På lager
Tenuta Licinia

Tenuta Licinia, Toscana I.G.T. "Montepolli" 2023

2023

Koncentreret og elegant Toscana IGT vin fra den fremadstormende producent Tenuta Licinia. Økologisk og biodynamisk.

2022-årgangen fik 95 points af René Langhdahl (www.renelangdahl.com): "Fremragende vin".

Pris
269,00  DKK
  • Pris pr. fl. v/6 stk. 249,00  DKK
  • Fri fragt

    Ved køb over 1.500 DKK

  • Hurtig levering

    1 - 3 hverdage

  • Spar 10%

    Ved køb af min. 12 flasker

Tenuta Licinia Montepolli er en vin skabt i klassisk clos-stil, hvor alle druerne kommer fra en enkelt, lille markparcel på blot 2,5 hektar. Marken ligger i 360 meters højde med vest/sydvest-eksponering, og undergrunden består af en karakteristisk ler-kalkblanding, som giver vinen sin særlige tekstur og mineralitet. Udbytterne er ekstremt lave – blot 20–35 hektoliter pr. hektar – hvilket koncentrerer druernes smag og kompleksitet.

Druemixet består i årgang 2023 af 40% Merlot, 30% Petit Verdot, 20% Cabernet Sauvignon og 10% Cabernet Franc. Merlot tilfører silkeblød rundhed og frugtighed, Petit Verdot bidrager med struktur, dybde og aromatisk intensitet, mens de to Cabernet'er kommer med aromatisk intensitet og struktur.

Vinstokkene dyrkes efter certificeret økologiske og biodynamiske principper, med fokus på sund vækst og naturlig balance.Vinificeringen foregik med fokus på at fremhæve vinens “textural accessibility” – en kombination af silkeblød mundfølelse og strukturel dybde. Efter gæring modnede vinen 16 måneder på franske 500 L tonneaux (brugte), hvilket integrerede tanninerne og bevarede frugtens renhed.

I glasset fremstår vinen med en dyb rubinrød farve. Næsen åbner med tæt, moden jordbærfrugt – både frisk og let tørret – understøttet af balsamiske noter og et diskret præg af læder. Smagen følger op med modne jordbærnoter, en let bitterhed af knust grapefrugtskal og krydrede nuancer af urter som fx rosmarin og salvie. Afslutningen er præget af Merlots klassiske bløde "lerede" tanniner, afrundet af en subtil, toskansk amaro-note, som giver vinen en særlig lokal signatur.

Montepolli er både tilgængelig og kompleks – et vinøst udtryk for Licinias terroir, hvor finesse og struktur går hånd i hånd. Den kan nydes nu for sin balance og tekstur, men har også lagringspotentiale på 8–10 år.

Druesammensætning: 40% Merlot, 30% Petit Verdot, 20% Cabernet Sauvignon, 10% Cabernet Franc.

Mark: 2,5 hektar clos, 360 m.o.h., ler-kalkjord, vest/sydvest-eksponering.

Dyrkning: Certificeret økologisk & biodynamisk, lavt udbytte (20–35 hektoliter pr. hektar).

Gæring & modning: 16 måneder i brugte franske tonneaux (500 liter).

Alkohol: 14%.

Årlig produktion: 5.000-7.000 flasker afhængig af høsten.

 

René Langdahl, www.renelangdahl.com (om årgang 2022):

"Petit verdot og merlot fra en lille mark i 350 meters højde, lagret på brugte franske tonneaux. Sod og sorte krydderrødder, krisebærsaft, slåen, cedertræ og toastet træ, slank og frisk, meget bordeaux på den ene side, men klart toscana på den anden med den krydrede urtetone og syren pænt oppe i skyerne. Fremragende vin." - 95 points.

Detaljer
LandItalien
OmrådeToscana
ProducentTenuta Licinia
Årgang2023
DruesortCabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Merlot, Petit Verdot
Flaskestørrelse750 ml.
Alkohol14%
Lagring16 måneder på franske tonneaux (500 liter)
BiodynamiskJa
ØkologiskJa

Tenuta Licinia

Toscansk vinhus med sikker kurs mod stjernehimlen

Tenuta Licinia er en lille vingård i Toscana, beliggende nær "borgo'en" Lucignano, i det nordlige Val di Chiana. Val di Chiana er en frugtbar dalslette i den sydøstlige del af Toscana, som strækker sig fra Arezzo-provinsen i nord til Trasimeno-søen og det nordlige Umbrien i syd.

Val di Chiana er en tidligere sumpet slette, som blev drænet i 1700-tallet og gjort til et af Italiens mest produktive landbrugsområder. I dag er området kendt for produktion af olivenolie, korn, og ikke mindst opdræt af de berømte Chianina-kvæg, men også for for spirende vinproduktion – bl.a. hos kvalitetsbevidste producenter som eksemplevis Tenuta Licinia, der holder til i bakkelandskabet vest for de flade vidder og stik vest for byer som Cortona og Castiglion Fiorentino, som er beliggende på den østlige side for dalen.

Tenuta Licinia blev grundlagt i 2007 af belgieren Jacques de Liedekerke som drømte om at revitalisere historiske, ofte oversete terroirs i Val di Chiana. I 2006 genplantede han marken ”Sasso di Fata” – som i dag er omdrejningspunktet i produktionen. I 2020 overtog hans barnebarn, den visionære James Marshall-Lockyer, ledelsen, og han har siden 2021 drevet vingården ud fra biodynamiske principper i markarbejdet og low-intervention filosofi i kælderen. Vinene er alle økologisk certificerede.

Vinhusets besidder 5,5 hektar vinmarker som ligger spredt i det kuperede landskab nær Lucignano, men omkranset af 60 hektar skov. Jordbunden varierer imellem galestro, skifer, kalksten og mergel, en variation der er hjørnestenen i husets filosofi: De unikke jordbundstyper i hver parcel er nemlig styrende for stilen og strukturen i de forskellige cuvéer. Klimaet er kontinentalt med kølige nætter og varme dage, hvilket fremmer langsom modning og en levende syreprofil.

James fokuserer på parcel-diversiteten, og han har nøje opdelt sub‑områder med særlige jordbundskarakteristika. Stokkene er beplantet med høj tæthed, for at skabe konkurrence imellem planterne, og derved sikre koncentration og terroirudtryk.

Alle vine laves med minimal intervention og nænsomt brug af fad (tonneaux), hvilket sikrer elegante og præcise vine med aromatisk rigdom.

Stil og filosofi

Der er tre grundprincipper i vinproduktionen hos Tenuta Licinia: For det første skal vinene trods høj koncentration være æteriske; for det andet skal de være rene, uden dominerende fadpræg eller kemiske urenheder; og for det tredje skal de afspejle det unikke terroir gennem aroma og tekstur, hvor interaktionen imellem vinplanten og jorden er den drivende faktor.

Uofficiel klassificering af markparcellerne

James klassificerer de forskellige markparceller i tre kvalitetsniveauer, inspireret af Bourgogne cru-systemet, ud fra hvilke der har potentiale til at give de mest interessante vine:

Grande quartiere (svarende til Grand Cru)
Primo quartiere (svarende til 1er Cru)
Borgo quartiere (svarende til Village)

International anerkendelse

Vinhuset har efter James’ indtræden på rekordtid fået stor international opmærksomhed. Sasso di Fata 2019 opnåede 93 points, 2021-årgangen opnåede 94 points, imens Montepolli 2019 opnåede 92 points hos Decanter, og vinene bliver generelt rost for deres præcision, mineralitet og raffinerede struktur.

Kerin O’Keefe gav Sasso di Fata 2021 93 points og Sasso di Fata 2019 94 points, imens Montepolli 2019 høstede 94 points.

Falstaff gav Sasso di Fata 2019 93 points og 94 points for årgang 202

Håndværket og historien bag vinhuset er også blevet fremhævet i talrige medier, herunder Forbes Magazine, hvor Tenuta Licinia fremhæves som et eksempel på moderne terroir-drevet vinproduktion i Toscana.

Toscana

Italiens vinøse hjerte

Toscana er en af verdens mest ikoniske vinregioner, kendt for sit bølgende landskab, sit unikke lys og en vintradition, der går flere tusinde år tilbage til etruskerne. Regionen ligger i det centrale Italien, mellem Apenninerne og det Tyrrhenske Hav, hvilket giver et klima, der kombinerer indlandets kølige nætter med kystens milde briser – perfekte betingelser for druedyrkning.

Geografi og terroir

Toscana er domineret af bakker, der udgør ca. to tredjedele af landskabet, og vinmarkerne ligger ofte i 150–500 meters højde. Jordbunden varierer markant fra område til område – fx fra kalkholdig mergel (galestro) og sandsten (alberese) i Chianti Classico, til vulkanske aflejringer på øen Elba, til sand og grus i Bolgheri. Denne diversitet kan give vidt forskellige udtryk af samme druesort.

Klima

Klimaet er primært middelhavspræget med varme, tørre somre og relativt milde vintre. Kystnære områder som Maremma og Bolgheri nyder godt af havets kølende effekt, mens indlandsområder som Montalcino og Montepulciano får større temperaturforskelle mellem dag og nat, hvilket fremmer aromatisk kompleksitet og bevarelse af syre.

Druesorter

Toscana er først og fremmest hjemsted for Sangiovese – en drue, der trives i regionens varme, men kræver omhyggelig dyrkning for at balancere tannin og syre. Afhængig af område og vinificeringsstil kan Sangiovese give alt fra elegante, syrefriske vine i Chianti Classico til dybt koncentrerede, strukturrige vine i Brunello di Montalcino.
Ud over Sangiovese dyrkes også franske sorter som Cabernet Sauvignon, Merlot og Syrah – især i kystområderne, hvor de er grundlaget for de berømte Super Toscanere. Hvide druer som Vernaccia di San Gimignano og Trebbiano Toscano har også historisk betydning, mens Vermentino og Ansonica (Inzolia) dominerer ved kysten.

Vinstile og appellationer

Toscana har nogle af Italiens mest berømte DOCG- og DOC-vine:

  • Chianti Classico DOCG – klassisk Sangiovese fra hjertet af regionen, ofte med noter af kirsebær, urter og jordede toner.

  • Brunello di Montalcino DOCG – kraftfuld, lagringsdygtig vin lavet på 100% Sangiovese Grosso.

  • Vino Nobile di Montepulciano DOCG – kraftfuld, lagringsdygtig vin lavet på Prugnolo Gentile (Sangiovese).

  • Bolgheri DOC – hjemsted for Super Toscanere som fx Sassicaia og Ornellaia, domineret af Bordeaux-sorter.

  • Vernaccia di San Gimignano DOCG – en af Italiens ældste hvidvinsappellationer.

Ud over disse findes et væld af små DOC’er og IGT Toscana, der giver producenterne frihed til at eksperimentere med druesorter og metoder. Blandt IGT Toscana kan man finde alt fra billig bordvin af ringe kvalitet til nogle af de ypperste og mest eksklusive vine i Italien.

Vinifikation og stil

Toscansk vinproduktion har de sidste 50 år udviklet sig fra traditionel cement- og store slavonske fade til et bredt spektrum af metoder – fra moderne temperaturkontrolleret stål til små franske barriques. Mange producenter arbejder nu økologisk eller biodynamisk for at bevare terroirets autenticitet.

Stilmæssigt spænder vinene fra rustikke, syrefriske hverdagsvine til komplekse, lagringsdygtige mesterværker. Et fællestræk er ofte en kombination af strukturerede tanniner, levende syre og tydelig terroir-præg, hvilket gør dem både madvenlige og lagringsværdige.