JavaScript seems to be disabled in your browser. For the best experience on our site, be sure to turn on Javascript in your browser.
Endrizzi

Endrizzi
Familiedrevet vinhus og front-runner i Trentino
Endrizzi er et af de førende huse i Trentino-distriktet i Norditalien. Vinhuset er beliggende i den lille landsby San Michele all'Adige, som betragtes som det vinmæssige centrum i området.
Vinhusets historie går langt tilbage: I 1885, på et tidspunkt hvor området var under østrig-ungarsk herredømme, overtog familien Endrici (på lokal dialekt "Endrizzi") vingården, og man beplantede straks de mest berømte sorter verden dengang kendte til: Cabernet og Merlot. Dog valgte man, heldigvis kan man tilføje, samtidig at beplante og dyrke de lokale sorter Teroldego og Lagrein, hvoraf især førstnævnte må betegnes som en sand "øjenåbner" og - efter vores overbevisning - mest interessante vintype i området.
Endrizzi-vinene byder på ægte "terroir-vine", og er frem for alt et positivt bekendtskab for alle, der har mod på at prøve kræfter med Italiens mindre kendte vintyper. Husets topvin "Gran Masetto", som fremstilles på 100% Teroldego, hvoraf halvdelen tørres inden pres, er en helt unik oplevelse, som bør prøves af alle vinelskere.