Menu

Caccia al Piano

Seriøse Bolgheri-vine fra kultdistriktets bedste terroirs

På de traditionsrige jorde i kommunen Bolgheri fremstilles en række af de ypperste italienske vine; de fuldmodne og komplekse såkaldte ”super toscanere”. Langs Via Bolgherese, som er vejen der i lige linje fører op til den lille idylliske by Bolgheri, ligger vinhuset Caccia Al Piano 1868, der i dag ejes af det berømte Franciacorta-hus Berlucchi.

Området tilhørte i tidligere tider adelsfamilien Gherardesca som en overgang regerede over byen Cagliari på Sardinien, og som op gennem historien har haft indtil flere opgør med Visconti-familien om bystyret af Pisa.

Området har gennem flere århundreder været henlagt til jagtområde, men i dag fremstår Ciaccia al Piano 1868 som en topmoderne vingård med i alt 20 hektar vinmarker beplantet med ca. 10.000 stokke pr. hektar.
Vinhuset dyrker fortrinsvis Merlot, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Syrah og Petit Verdot, alle internationale druetyper, men opfattet som de typiske druer for appellationerne Bolgheri D.O.C. og Bolgheri Superiore D.O.C. - de fineste i området.

Ejendommens vinmarker kunne ikke ligge bedre; marken beplantet med Merlot grænser op til en anden Merlot-mark, hvor druerne til en af de mest berømte super toscanere, Tenuta dell’Ornellaia’s ”Masseto”, vokser, og marken beplantet med Cabernet Sauvignon, er såmænd nabo til Tenuta San Guido’s Cabernet-mark (”Sassicaia”).

Det er med andre ord ubestrideligt, at Caccia al Piano 1868 er begunstiget med det ypperste ”terroir” for store super toscanere, og vinhuset er da også at betragte som et af de førende huse i området.

2 vare(r)

2 vare(r)