Menu

Tenuta di Aglaea

Tenuta di Aglaea

Elegance og kompleksitet fra Etnas frodige jordbund

Det sicilianske vinhus Tenuta di Aglaea ejes og drives af den unge danske ambitiøse wine maker Anne-Louise Mikkelsen, som gennem mere end 10 år har arbejdet inden for vinens verden, med ophold i både Frankrig og Italien. I Frankrig var hun med til at fremstille vin i Bourgogne, og Italien har hun været inde over projekter i Toscana, før kærligheden faldt på vinene fra Etna og vinhuset Tenuta di Aglaea.

Her har Anne-Louise fundet et helt og aldeles unikt terroir med en porøs, nærmest sort, jordbund bestående af størknet lava og aske, der er hærdet lag på lag gennem tiden. Markerne er beplantet med den lokale sort Nerello Mascalese, de fleste små Albarello-buske, en unik sort som er et levn fra før Phylloxera satte ind. Det er tale om yderst fertil jord, rig på næring og mineraler, og dermed også en jordbund der er ideel til fremstilling af virkelig spændende vin. Og flere af stokkene er op mod 100 år gamle.

Etna-appellationen er på mange måder anset som et af de mest interessante vindistrikter i Italien pt., og i mange gastronomiske kredse nyder den godt af en decideret "hip-faktor". Og det er der en helt naturlig forklaring på: Man finder ikke vine mange steder, der har så tydeligt et terroir-præg som vinene herfra, vine med et så særegent og distinkt udtryk.

Etna-vinene er meget karakteristiske, anderledes og identificérbare. De har et krystalklart udtryk, man kun forbinder med vinene fra området, og de er både elegante, nærmest burgundiske, de er mineralske, og så har de denne helt karakteristiske tørstoffornemmelse. I Nerello Mascalese-druen, som er hoveddruen, finder man en druetype som på mange måder giver sig til udtryk i en slags "Pinot Noir møder Nebbiolo"-stil. Her er elegance, fine detaljer, spændstighed og - i de større vine - tyngde.

Etna-vine er ikke alene unikke vine i en unik stil, de er også fremstillet under helt unikke vilkår. Det er udfordrende at dyrke vin på en aktiv vulkan, hvor det næste udbrud i princippet kan udslætte vinplanterne med aske eller brænde markerne af med flydende lava. Anne-Louise Mikkelsen fortæller, at det bestemt ikke er sjældent, at man får aske i håret under markarbejdet. Et tydeligt bevis på, hvor reel truslen i virkeligheden er, især for producenterne længst oppe af Etna, såsom Tenuta di Aglaea.

Navnet på vinhusets topvin til og med årgang 2011 er ”N*Anticchia”, som kommer af siciliansk dialekt, hvor betydningen er ”lille”. Navnet referer til størrelsen af den første vinmark, Passo Cannone (0,5 hektar), som blev købt i 2005. Fra og med årgang 2012 hedder vinen dog "Annacare".

Udover denne fremstilles der de to øvrige Nerello Mascalese-vine, "Aglaea" og "Thalìa", samt den helt nye hvide Bianco Sicilia fremstillet på 100% Carricante - en vin der kommer til Danmark i 2016.

Den samlede produktion løber op i alt ca. 23.000 flasker årligt.

8 vare(r)

8 vare(r)