Pol Cochet's Champagne Brut er en klar eksponent for den husstil, vinhuset søger. Den er fremstillet på de eneste to druersorter, vinhuset arbejder med, Pinot Noir og Chardonnay. Denne cuvee er fremstillet på 60% Pinot Noir og 40% Chardonnay.
Druerne, der bl.a. kommer fra Grand Cru-kommuner i Côte des Blancs og Montagne de Reims, men også til dels fra Côte de Bar, høstes udelukkende ved håndkraft og ved maksimal modenhed. De presses gradvist og opdelt for at undgå farvemætning fra andelen af Pinot Noir.
Den alkoholiske gæring finder sted i temperaturkontrollerede ståltanke, men stadig med opdeling af hver enkel parcel for at bibeholde de enelte områders karakteristika. Herefter følger malolaktisk gæring. Ved blending, tilsættes op til 20-30% reservevin, så stilen forbliver ensartet år efter år. Derpå tilsættes liquer de tirage, så andengæring kan finde sted, og vinen hviler dernæst 24 måneder på bærmen. Ved degorgering tilsættes liquer d'expedition med ca. 8 gram sukker/liter, altså relativ lav sukkerdosering.
Resultatet er en Champagne med en lys gylden farve med grønlige nuancer. I næsen finder man delikate florale noter som akacie og havtorn og frugtige nuancer med præg af modne stenfrugter som hvide ferskner og abrikos, men bagvedliggende finder man antydningen af røde bær i form af mørke kirsebær. I munden er Champagnen frisk, elegant med noter af citrus og brioche.