Il Marroneto

Il Marroneto, Brunello di Montalcino Riserva D.O.C.G. "Madonna delle Grazie" 2020

2020

Denne unikke vin, fremstillet for blot 2. gang nogensinde, har opnået den perfekte score 100 points hos både Wine Advocate og Vinous - helt uhørt! Den er fremstillet af særligt udvalgte druer høstet i Il Marronetos historiske vinmark, som ligger tæt ved den lille kirke Madonna delle Grazie fra det 13. århundrede. Kun ét enkelt fad er tappet, hvilket er blevet til blot 1.000 magnumflasker.

4 flasker er kommet til Danmark.

Wine Advocate: 100 points
Vinous: 100 points
James Suckling: 99 points

Pris
14.995,00  DKK
  • Fri fragt

    Ved køb over 1.500 DKK

  • Hurtig levering

    1 - 3 hverdage

  • Spar 10%

    Ved køb af min. 12 flasker

Denne unikke vin, fremstillet for blot 2. gang nogensinde, har opnået den perfekte score 100 points hos både Wine Advocate og Vinous - helt uhørt! Den er fremstillet af særligt udvalgte druer høstet i Il Marronetos historiske vinmark, som ligger tæt ved den lille kirke Madonna delle Grazie fra det 13. århundrede. Kun ét enkelt fad er tappet, hvilket er blevet til blot 1.000 magnumflasker.

Alessandro Mori lavede en "Madonna delle Grazie" RISERVA første gang i årgang 2013. Normalt er hans "Madonna delle Grazie" sammenstukket af to fade, som blandes forud for aftapning. I hans to unikke Riserva-aftapninger har han udvalgt og aftappet ét specifikt fad til Riserva'en, og ladet denne vin få yderligere tid i tønden ift. det andet fad, som er tappet til "almindelig" "Madonna delle Grazie". Riserva-versionen er i årgang 2020 modnet i hele 58 måneder på fad, inden den er tappet på magnumflaske, hvor den så har fået lov at hvile yderligere 10 måneder. Eneste forskel på "Madonna delle Grazie" og "Madonna delle Grazie" Riserva er derfor udelukkende udvælgelsen af ét fad samt yderligere lagring på fad. Men sikke en forskel denne lille detalje gør!

Brunello di Montalcino "Madonna delle Grazie" ("normal" version)
"Madonna delle Grazie" er fremstillet på druer som kommer fra samme mark som Il Marronetos normale Brunello, dog er der tale om en selection af særligt udvalgte klaser fra den højest beliggende parcel. Parcellen, som Alessandro Mori også kalder den "historiske mark", ligger helt op til en lille kirke fra 1200-tallet ved navn "Madonna delle Grazie" - deraf navnet.
Brunello di Montalcino "Madonna delle Grazie" er vinen der for alvor har fået placeret Il Marroneto blandt den absolute elite - ikke bare i Montalcino, men i hele verden.

Vinifikation af vinen foregår meget anderledes end ved vinhusets Brunello normale. Efter høsten puttes druerne i store åbne gamle gæringskar af eg uden temperaturregulering. De første to døgn ligger mosten uberørt og der er for så vidt ingen aktivitet udover den meget langsomme udblødning. Efter de første dage begynder mosten lige så stille at gære (spontant), og temperaturen stiger langsomt (ukontrolleret) op mod en temperatur på ca. 29-30° C i løbet af ca. 5 dage. Den alkoholiske gæring fuldføres i løbet af 20-22 dage. Når den alkoholiske gæring er tilendebragt, presses cap'en hårdt for at ekstrahere syren i ren form. Skindet skilles dernæst fra den færdigfermenterede vin, hvorefter al vinen fordeles på blot to store gamle fade. På disse fade gennemgår vinen langsom malolaktisk gæring og modnes i i alt 41 måneder, inden de to fade blendes, og vinen er klar til aftapning og yderligere lagring på flaske. Hele processen er indbegrebet af "naturalisme"; vinen fremstilles uden hjælp i form af gær, enzymer, kemi, avanceret teknologisk udstyr eller andet. "Madonna delle Grazie" er således fremstillet efter helt old-school, low-tech metoder, og er dermed et af de mest puritanske udtryk man kan finde af Sangiovese.

Vinen har en dyb rubinrød farve og en herlig frugtig karakter. Det er en yderst elegant og magtfuld vin med udpræget kompleksitet og harmoni, hvoraf der kun produceres meget få flasker pr. årgang. En forholdsvis normal årgang giver typisk ca. 6.000 flasker.

Den er velegnet til bl.a. ovnstegt rødt kød og vildt, er helt ideel til "Bistecca Fiorentina", men står også fantastisk alene som meditations- eller relax-vin. Giv dig tid til fordybelse, når du trækker en "Madonna" op.

Druesammensætning: 100% Sangiovese di Brunello (Sangiovese Grosso).

Lagring: 58 mdr. på store fade, min. 10 mdr. på flaske.

Distrikt: Montalcino, Toscana

Alkohol: 14,5%.

Produktion 2020: 1.000 flasker á 1,5 liter. (4 flasker frigivet til salg i Danmark)

Packaging: Leveres i 1 stk. trækasse.

Eric Guido, Vinous:

"The incredibly complex 2020 Brunello di Montalcino Madonna delle Grazie Riserva takes its time evolving in the glass, drawing you in with nuances of black tea, incense and allspice. Further swirling invokes depths of dried black cherry, ashen stones and cinnamon. This is a textural masterpiece, weighty yet graceful, penetrating, tart and intense, all balanced by radiant acidity as masses of red fruit envelop the senses. The 2020 leaves the palate stained with primary concentration, finishing structured and long with the silkiest tannins imaginable. A tinge of pomegranate and clove fades over the course of a minute or more. Deceivingly approachable yet harmonious and balanced for the long haul, the 2020 Madonna delle Grazie Riserva is one of the most captivating wines I've ever tasted from Montalcino."

Ratings:
Wine Advocate: 100 points
Vinous: 100 points
James Suckling: 99 points

Detaljer
LandItalien
OmrådeMontalcino, Toscana
ProducentIl Marroneto
Årgang2020
DruesortSangiovese
Flaskestørrelse1500 ml.
Alkohol14%
Lagring55 mdr. på store fade, min. 10 mdr. på flaske.

Il Marroneto

Ikonisk vinhus og referencepunkt for Montalcino

Il Marroneto er en af de mest respekterede og traditionsrige producenter i Montalcino, kendt for sin kompromisløse tilgang til Sangiovese og sin evne til at forene elegance, struktur og terroirudtryk som få andre i området. Vingården blev grundlagt i 1974 af advokaten Giuseppe Mori, der sammen med sine sønner Andrea og Alessandro plantede de første vinstokke omkring 1975 på skråningerne nord for Montalcino, i området Madonna delle Grazie. Ejendommen havde tidligere huset et gammelt kastanjetørreri – “marroneto” betyder netop et sted, hvor man tørrer kastanjer – og herfra fik vingården sit navn. Fra begyndelsen var målet at skabe en vin, der kunne stå på skuldrene af de store klassiske Brunello’er, men med et tydeligt udtryk af stedet og druens naturlige karakter.

Den første Brunello fra Il Marroneto blev frigivet i 1980, samme år som Brunello di Montalcino officielt blev anerkendt som DOCG. I dag ledes ejendommen af Alessandro Mori, som har udviklet vingården til et referencepunkt for den traditionelle stil i Montalcino. Mori er kendt for sin dybt personlige tilgang til vinfremstilling – han taler ofte om vin som et “åndeligt produkt”, der ikke må skæmmes af overteknologisering, men skal fødes naturligt af jorden, solen og tiden.

Il Marroneto ligger i den nordlige del af Montalcino, omkring 350–430 meter over havet, et område præget af betydelig kølighed sammenlignet med den sydlige del. Denne beliggenhed giver vine med højere syre, aromatisk finesse og en mere rank struktur. Jordbunden består hovedsageligt af sand, kalksten og det lokale fænomen “sabbione di mare”, et gammelt marint sediment, som tilfører vinene en særlig mineralitet og en luftig, næsten saltet karakter. Kombinationen af sand og kalk skaber ideelle forhold for Sangiovese Grosso, der trives med drænet jord og kølige nætter, hvor temperaturen falder markant efter varme sommerdage – et træk, som giver Il Marroneto-vinene deres karakteristiske balance og friskhed.

Alessandro Mori arbejder ud fra en dybt traditionalistisk filosofi, hvor indgreb i både mark og kælder holdes på et absolut minimum. Vinmarkerne dyrkes uden brug af kunstgødning, herbicider eller pesticider, og alle druer høstes i hånden. Fermenteringen sker spontant med naturlig gær i åbne ståltanke, uden temperaturkontrol, så vinene får lov at udvikle sig i deres eget tempo. Macerationen varer typisk mellem 20 og 30 dage, hvorefter vinen lagres på store, gamle slavonske egetræsfade (botti grandi) i op til fire år – afhængigt af årgang og vin. Denne metode, kombineret med Alessaandros kompromisløse selektion og tålmodighed, resulterer i vine med en sjælden klarhed og et udtalt terroirpræg.

Produktionen er beskeden – omkring 35.000 flasker om året, fordelt på fire vine: Rosso di Montalcino "Ignaccio"Rosso di Montalcino "Selzione Iacopo", den klassiske Brunello di Montalcino, og cru-vinen Brunello di Montalcino "Madonna delle Grazie", der stammer fra den historiske mark lige ved ejendommen. Il Marronetos vine regnes blandt de mest raffinerede og lagringsdygtige fra Montalcino, ofte med en næsten burgundisk transparens i udtrykket. Hvor Rosso di Montalcinoerne udviser friskhed, røde kirsebær og en rank syrestruktur, byder Brunello'en på mere dybde, noter af roser, vilde jordbær, appelsinskal, middelhavsurter og jernholdig mineralitet, mens Madonna delle Grazie går et skridt videre med endnu mere koncentration, lag på lag af aroma og en nærmest meditativ balance.

Il Marroneto’s vinifikationsfilosofi afspejler Alessandro Moris overbevisning om, at vin skal være et ærligt udtryk for naturen og ikke for vinmagerens hånd. Han afviser moderne tendenser som barrique-lagring, manipulation med gær, mikroiltning eller overmodne druer. I stedet søger han en klassisk, vertikal Brunello, der viser styrke gennem balance, ikke gennem kraft. Det er vine med høj syre, udtalt tanninstruktur og en imponerende evne til at udvikle sig over årtier.

Anmelderne har gang på gang rost Il Marroneto for netop denne autentiske stil. Wine Advocate (Robert Parker) har kaldt husets vine “among the purest and most soulful expressions of Sangiovese in Montalcino”, mens Vinous og Decanter regelmæssigt tildeler dem points i 95–100-niveauet. Årgangene 2016, 2019 og 2020 af Madonna delle Grazie har modtaget særligt store roser – og betragtes som moderne klassikere.

Il Marroneto’s stil står som et lysende eksempel på, hvad nord-Montalcino kan præstere: friskhed, spændstighed og aromatisk renhed frem for kraft og mørk frugt. Selv i varme årgange bevarer vinene deres elegante struktur og nerve, og de ældes med en sjælden ynde, hvor noter af kirsebær, viol, tobak, læder og urter smelter sammen i et komplekst, næsten poetisk udtryk.

I dag arbejder Alessandros søn, Iacopo Mori, ved sin fars side, og sammen fortsætter de visionen om at holde Il Marroneto tro mod sine rødder. Produktionen forbliver lille, håndværksmæssig og traditionsbunden, og vinene frigives kun, når de vurderes at være fuldt udviklede. Kombinationen af en kompromisløs tilgang, et unikt nordligt terroir og en uforfalsket respekt for Sangiovese gør, at Il Marroneto i dag står som en af de mest autentiske og eftertragtede producenter i hele Montalcino – et sandt fyrtårn for klassisk Brunello.

Vi har importeret vinene fra Il Marroneto siden 2006.

Toscana

Italiens vinøse hjerte

Toscana er en af verdens mest ikoniske vinregioner, kendt for sit bølgende landskab, sit unikke lys og en vintradition, der går flere tusinde år tilbage til etruskerne. Regionen ligger i det centrale Italien, mellem Apenninerne og det Tyrrhenske Hav, hvilket giver et klima, der kombinerer indlandets kølige nætter med kystens milde briser – perfekte betingelser for druedyrkning.

Geografi og terroir

Toscana er domineret af bakker, der udgør ca. to tredjedele af landskabet, og vinmarkerne ligger ofte i 150–500 meters højde. Jordbunden varierer markant fra område til område – fx fra kalkholdig mergel (galestro) og sandsten (alberese) i Chianti Classico, til vulkanske aflejringer på øen Elba, til sand og grus i Bolgheri. Denne diversitet kan give vidt forskellige udtryk af samme druesort.

Klima

Klimaet er primært middelhavspræget med varme, tørre somre og relativt milde vintre. Kystnære områder som Maremma og Bolgheri nyder godt af havets kølende effekt, mens indlandsområder som Montalcino og Montepulciano får større temperaturforskelle mellem dag og nat, hvilket fremmer aromatisk kompleksitet og bevarelse af syre.

Druesorter

Toscana er først og fremmest hjemsted for Sangiovese – en drue, der trives i regionens varme, men kræver omhyggelig dyrkning for at balancere tannin og syre. Afhængig af område og vinificeringsstil kan Sangiovese give alt fra elegante, syrefriske vine i Chianti Classico til dybt koncentrerede, strukturrige vine i Brunello di Montalcino.
Ud over Sangiovese dyrkes også franske sorter som Cabernet Sauvignon, Merlot og Syrah – især i kystområderne, hvor de er grundlaget for de berømte Super Toscanere. Hvide druer som Vernaccia di San Gimignano og Trebbiano Toscano har også historisk betydning, mens Vermentino og Ansonica (Inzolia) dominerer ved kysten.

Vinstile og appellationer

Toscana har nogle af Italiens mest berømte DOCG- og DOC-vine:

  • Chianti Classico DOCG – klassisk Sangiovese fra hjertet af regionen, ofte med noter af kirsebær, urter og jordede toner.

  • Brunello di Montalcino DOCG – kraftfuld, lagringsdygtig vin lavet på 100% Sangiovese Grosso.

  • Vino Nobile di Montepulciano DOCG – kraftfuld, lagringsdygtig vin lavet på Prugnolo Gentile (Sangiovese).

  • Bolgheri DOC – hjemsted for Super Toscanere som fx Sassicaia og Ornellaia, domineret af Bordeaux-sorter.

  • Vernaccia di San Gimignano DOCG – en af Italiens ældste hvidvinsappellationer.

Ud over disse findes et væld af små DOC’er og IGT Toscana, der giver producenterne frihed til at eksperimentere med druesorter og metoder. Blandt IGT Toscana kan man finde alt fra billig bordvin af ringe kvalitet til nogle af de ypperste og mest eksklusive vine i Italien.

Vinifikation og stil

Toscansk vinproduktion har de sidste 50 år udviklet sig fra traditionel cement- og store slavonske fade til et bredt spektrum af metoder – fra moderne temperaturkontrolleret stål til små franske barriques. Mange producenter arbejder nu økologisk eller biodynamisk for at bevare terroirets autenticitet.

Stilmæssigt spænder vinene fra rustikke, syrefriske hverdagsvine til komplekse, lagringsdygtige mesterværker. Et fællestræk er ofte en kombination af strukturerede tanniner, levende syre og tydelig terroir-præg, hvilket gør dem både madvenlige og lagringsværdige.