Menu

Brunello di Montalcino "Madonna delle Grazie" 2015

Brunello di Montalcino "Madonna delle Grazie" 2015
Il Marroneto

Varenummer : ILMARMAD15

1.899,00 DKK

På lager

Sæt på huskeliste

Om vinen

Endnu et mesterværk af Alessandro Mori, der har høstet toppoint. Blandt andet 100 point af Kerin O'Keefe fra Wine Enthusiast. Denne top-Brunello er fremstillet på druer som kommer fra samme mark som Il Marronetos normale Brunello, dog er der tale om en selection af særligt udvalgte klaser fra den højest beliggende parcel. Parcellen, som Alessandro Mori også kalder den "historiske mark", ligger helt op til en lille kirke fra 1200-tallet ved navn "Madonna delle Grazie" - deraf navnet. Brunello di Montalcino "Madonna delle Grazie" er vinen der for alvor har fået placeret Il Marroneto blandt den absolute elite - ikke bare i Montalcino, men i hele verden.

Vinifikation af vinen foregår meget anderledes end ved vinhusets Brunello normale. Efter høsten puttes druerne i store åbne gamle gæringskar af eg uden temperaturregulering. De første to døgn ligger mosten uberørt og der er for så vidt ingen aktivitet udover den meget langsomme udblødning. Efter de første dage begynder mosten lige så stille at gære (spontant), og temperaturen stiger langsomt (ukontrolleret) op mod en temperatur på ca. 29-30° C i løbet af ca. 5 dage. Den alkoholiske gæring fuldføres i løbet af 20-22 dage. Når den alkoholiske gæring er tilendebragt, presses cap'en hårdt for at ekstrahere syren i ren form. Skindet skilles dernæst fra den færdigfermenterede vin, hvorefter al vinen fordeles på blot to store gamle fade. På disse fade gennemgår vinen langsom malolaktisk gæring og modnes i ialt 41 måneder, inden de to fade blendes, og vinen er klar til aftapning og yderligere lagring på flaske. Hele processen er indbegrebet af "naturalisme"; vinen fremstilles uden hjælp af kultiveret gær, enzymer, kemi, filtrering, avanceret teknologisk udstyr eller andet. "Madonna delle Grazie" er således fremstillet efter helt old-school, low-tech metoder, og er dermed et af de mest rene udtryk man kan finde af Sangiovese.

Vinen har en dyb rubinrød farve og en herlig frugtig karakter. Det er en yderst elegant og magtfuld vin med udpræget kompleksitet og harmoni, hvoraf der kun produceres meget få flasker pr. årgang. En forholdsvis normal årgang giver typisk ca. 6.000 flasker.

Den er velegnet til bl.a. ovnstegt rødt kød og vildt, er helt ideel til en "Bistecca Fiorentina", men står også fantastisk alene som meditations- eller relax-vin. Giv dig tid til fordybelse, når du trækker en "Madonna" op.

Anmeldelser for årgang 2015:

Wine Enthusiast: "100 point. The good news is that there are some stunning 2015 Brunellos, like Il Marroneto’s Madonna delle Grazie that earned one of my rare 100-point ratings. Loaded with finesse, it’s vibrant, impeccably balanced and one of the few from the vintage with serious aging potential."


 

Specifikationer

Druesammensætning: 100% Sangiovese di Brunello (Sangiovese Grosso).

Lagring: ca 41 mdr. på store fade, min. 10 mdr. på flaske.

Distrikt: Montalcino, Toscana

Alkohol: 14,5%.

Produktion 2015: 5.993 flasker (antallet varierer for hver årgang).


Om producenten

Il Marroneto er, i modsætning til sit kæmpestore renommé, et ganske lille vinhus med en samlet produktion på blot ca. 35.000 flasker årligt. Vinhuset, der er gået hen og blevet et rigtigt kult-hus, er drevet med stor passion af den ambitiøse og karismatiske winemaker, Alessandro Mori. Det er beliggende lige udenfor den gamle bymur omkring den idylliske by Montalcino, helt præcist på den nordøstlige side af Montalcino-bjerget i ca. 350-400 meters højde. Fra terrassen har man frit udsyn til Sienas tårne i det fjerne.

År efter år frembringer Il Marroneto ultra-traditionelle, non-intervention Brunello di Montalcino og Rosso di Montalcino på allerhøjeste niveau, sådan som vinhuset har gjort det med dets klassiske Brunello’er siden begyndelsen af 1980’erne.

Alessandro Mori’s respekt for terroirets særegenhed viser sig tydeligt i hans vine, som er tro mod den tradition og jord, hvori en af Italiens mest ædle vine har sin oprindelse.

Vinstilen er raffineret, med tydelig floralitet, god - men ikke for stor - koncentration, og en stærk mineralsk personlighed. Stilistisk ligger vinene et stykke fra de mere fyldige, modenfrugtige versioner fra de varmere Montalcino-zoner i syd som fx Sant'Angelo Scalo eller Castelnuovo dell'Abate.

Elskere af Il Marroneto går efter levende, præcise og rene eksempler på monovarietal Sangiovese, og netop heri ligger forklaringen på, at kyndige Brunello-fans verden over anser Il Marroneto for at være blandt en lille håndfuld af de allerbedste producenter i Montalcino.  

Produktionsfilosofien er oldschool og organisk funderet; der anvendes ingen kemi i mark eller kælder, vinene spontangærer udelukkende, der anvendes ingen temperaturkontrollerede tanke, der anvendes kun sulfitter i uhyre begrænsede mængder (ved aftapning), og vinene er hverken klarede eller filtrerede. 

Topvinen "Madonna delle Grazie" sælges i forsalg, og er som regel udsolgt før den lander på lager hos os.
Skriv derfor til os på distinto@distinto.dk, hvis du ønsker at blive skrevet på vores forsalgsliste og få muliged for at slå til, når vinen udbydes.

 Baggrundshistorien

Giuseppe Mori, som var advokat i Siena, erhvervede sig i 1974 en lille historisk landejendom fra 1246, beliggende lige udenfor Montalcinos gamle bymur. På dette tidspunkt var vintypen Brunello di Montalcino endnu ikke rigtigt blevet en ting, og navnet Il Marroneto eksisterede ikke. Men Giuseppe Mori nærede stor passion for vin, var nysgerrig af natur og besluttede sig, mest for sjov, at forsøge sig med vinfremstilling.

Mori-familien begyndte derfor at eksperimentere, og Giuseppe Moris to sønner Andrea og Alessandro udviste straks stor interesse og nysgerrighed for farens nye hobby. Sammen begyndte de at beplante Sangiovese (i årene fra 1975-1984), og søgte råd og ekspertise hos den nære ven af familien, Mario Cortevesio, en stor Sangiovese-kender og arkitekt bag nogle af Chianti-distriktets allerbedste vine.

I 1980 høstede sønnerne Alessandro og Andrea Mori druerne til Il Marronetos allerførste aftapning af Brunello di Montalcino. Den første bottling lød på i alt sølle 1.855 flasker, men i 1982 var produktionen steget til 2.555 flasker, og i 1984 blev de sidste stokke sat. Klonerne var udvalgt i samarbejde med universitetet i Pisa. I disse år udviklede legen sig til noget mere seriøst, og på dette tidspunkt kiggede Cortevesio Alessandro Mori i øjnene:
”Alessandro, du og din bror er ved at kaste jer ud i vinfremstilling som om det var en leg. Men vinfremstilling er en meget alvorlig leg. At fremstille vin på Sangiovese, betyder at man laver vin som vores store forfædre har drukket: Leonardo da Vinci, Giotto og Boccaccio… De har alle lavet deres største værker under indflydelse og med inspiration af Sangiovese. Menneskene, men også druen, som har gennemgået 3000 års evolutionær tilpasning til vores område, skal have den højeste respekt. At udvise vinen respekt, betyder også at man viser den der drikker den respekt. Renhed er det vigtigste; I jeres hjerter og i jeres kælder.”

Mario Cortevesio var også nær ven af en af Sangiovese-druens største vinambassadører, Giulio Gambelli. Dette venskab betød, at Giulio Gambelli blev konsulenten som Alessandro Mori senere kom til at trække på, og som var en af hans store mentorer. Gambelli, som døde i 2012, nåede af fremstille op mod 70 årgange, og var kendt som en af Italiens dygtigste smagere og winemakere af Sangiovese. Han var bl.a. manden bag Gianfranco Solderas ”Case Basse” Brunello og Montevertines Chianti Classico.