Chionetti
Vinhuset blev grundlagt af Giuseppe Chionetti i 1912, hvor han købte vinmarker i San Luigi-området i Dogliani og samtidigt anlagde vingården. I begyndelsen blev produktionen solgt som ”bulk” til negocianter og andre producenter, men efterhånden blev mere og mere vin solgt færdigflasket, og først fra da af begyndte familien at markedsføre vinene under navnet Chionetti.
Det var takket være Quinto Chionetti, 3. generation, at vinhusets renommé for alvor begyndte at vokse. Quinto satte kvaliteten i højsædet og satte skub i udviklingen, bl.a. med eksport til USA. Quintos søn Andrea (4. generation) begyndte efterfølgende at eksperimentere og studere de forskellige marker og beliggenheder, og begyndte at vinificere druerne fra de forskellige plots særskilt. Dette førte til skabelsen af de tre cru’er; Sorì Briccolero, San Luigi, Vigna la Costa. I dag bare kendt som Briccolero, San Luigi og La Costa.
Nicola Chionetti - nutidens bannerfører
I 1988, da det så allermest rosenrødt ud, døde Andrea og hans datter Elena på tragisk vis i en bilulykke. Quinto genindtrådte som følge af de ulykkelige omstændigheder som daglig leder, og førte virksomheden ind i det 21. århundrede. I 2013 blev tøjlerne overdraget til Nicola Chionetti, Quintos nu faderløse barnebarn, der lige siden med sikker hånd har ført traditionerne videre.
Nicola er en progressiv og intellektuel ung winemaker, som tilmed kan skrive ”Italiens yngste borgmester nogensinde” på CV’et!
Siden årgang 2015 har familien Chionetti desuden fremstillet vine fra marker i Barolo-området (Monforte d’Alba), hvor de har opkøbt i alt tre marker, herunder Bussia.
Hele produktionen er økologisk, om end kun Dolcetto-vinene og deres Riesling er certificerede. Den samlede produktion er ca. 85.000 flasker om året.
Piemonte
Piemonte er en af Italiens mest prestigefyldte vinregioner, beliggende ved foden af Alperne i det nordvestlige hjørne af landet. Regionen er især kendt for sine ædle rødvine på Nebbiolo-druen, såsom Barolo og Barbaresco, som regnes blandt verdens største vine. Piemonte byder dog på langt mere end det – her findes også elegante vine på Barbera, Dolcetto og Freisa, samt aromatiske hvidvine på Arneis, Cortese og Moscato (bl.a. fra Asti).
Det kølige kontinentale klima, de mange bakker og de komplekse jordbundsforhold – fra kalk og mergel til sand og ler – giver ideelle vækstbetingelser og stor terroirvariation. Regionen har en stærk tradition for små familiebrug og et væsentligt fokus på enkelmarksvine og DOCG-klassifikationer.
Vinproduktionen spænder fra traditionelle metoder med lang fadlagring til moderne stilarter, men fælles for det meste piemontesisk vin er strukturel finesse, tydelig syre og evne til at ældes smukt.