JavaScript seems to be disabled in your browser. For the best experience on our site, be sure to turn on Javascript in your browser.
Chionetti, Barolo D.O.C.G. "Bussia Vigna Pianpolvere" 2015
- Pris pr. fl. v/6 stk. 549,00 DKK
Om vinen:
I 2015 erhvervede Nicola Chionetti sig nogle topmarker i Barolo-kommunerne Monforte d'Alba (Bussia, Pianpolvere Soprano) og Castiglione Falletto (Parussi), og i 2019 blev de første Barolo'er frigivet. Dette er topvinen Vigna Pianpolvere, en Barolo fremstillet af druer høstet udelukkende fra en mikro-parcel nord for Monforte d'Alba, og en vin der kun produceres meget få flasker af, og hvoraf kun et stærkt begrænset antal flasker kommer til Danmark. I 2015-årgangen blev der produceret i alt 1.852 flasker, og vi modtog blot 60 flasker.
Den alkoholiske gæring varede i 2015 blot 10 dage, men hele macerationsperioden varede i ca. 60 dage i store gæringsfade af fransk eg (ikke ristet). Herefter blev vinen flyttet til store fade af fransk eg, hvor den modnede frem til aftapning 24 måneder senere. Vinen er ufiltreret.
Barolo Vigna Pianpolvere giver alt det man forventer af en ædel Nebbiolo fra et super klassisk og fornemt terroir; en elegant, behersket næse med fin rød frugt, noter af tørrede rosenblade, støvet jord, vilde blomster, lyse kirsebær, et touch af balsamico, lidt salte krydderier samt et lettere animalsk udtryk. På palletten en blød tekstur, løftet og feminin, men med en balancerende syre, en markant rank, men finkornet, tannin og moden kirsebær frugt samt antydninger af sort te og tør tobak. Finishen er overvældende lang med et trademark-mineralsk bid. Kort sagt, her er der tale om en ambitiøs og harmonisk Barolo med stort potentiale for yderligere udvikling i flasken.
Vinen er den oplagte ledsager til vigtige vinøse stunder med dine bedste vinvenner. Gastronomisk vil vi anbefale en kontekst, hvor det på tallerken har jordede elementer (fx svampe, trøfler), er proteinrigt eller fedtholdigt.
Bør nydes i Bourgogne-glas ved ca. 17°C.
Specifikationer:
Druesammensætning: 100% Nebbiolo.
Lagring:
Distrikt: Monforte d'Alba, Piemonte, Italien.
Alkohol: 14%.
Årlig produktion: 1.852 flasker (årgang 2015).
Indhold: 0,75 liter.
Packaging: Leveres i 6 stk. karton.
Andre vine fra samme producent
Om producenten:
Da vi for første gang smagte vinene fra Chionetti, blev vi øjeblikkeligt bjergtaget. Endelig var vi stødt på vine fremstillet af ”Piemontes trejdeviolin”, Dolcetto-druen, som beviste, at der så sandelig kan skabes store vine på denne, ofte lidt ringeagtede, lokale druesort. Dolcetto betragtes af mange som en drue uden det store potentiale, til fremstilling af syrefattige og simple ”frokostvine” med en lidt rustik tanninstruktur. Skeptikerne vil mene, at det er en drue, der i stil minder om Barbera, dog med lavere syre og højre tannin.
| Land | Italien |
|---|---|
| Område | Barolo |
| Producent | Chionetti |
| Årgang | 2015 |
| Druesort | Nebbiolo |
| Flaskestørrelse | 750 ml. |
| Alkohol | 14% |
| Lagring | Store Franske egetræsfade |
Vinhuset blev grundlagt af Giuseppe Chionetti i 1912, hvor han købte vinmarker i San Luigi-området i Dogliani og samtidigt anlagde vingården. I begyndelsen blev produktionen solgt som ”bulk” til negocianter og andre producenter, men efterhånden blev mere og mere vin solgt færdigflasket, og først fra da af begyndte familien at markedsføre vinene under navnet Chionetti.
Det var takket være Quinto Chionetti, 3. generation, at vinhusets renommé for alvor begyndte at vokse. Quinto satte kvaliteten i højsædet og satte skub i udviklingen, bl.a. med eksport til USA. Quintos søn Andrea (4. generation) begyndte efterfølgende at eksperimentere og studere de forskellige marker og beliggenheder, og begyndte at vinificere druerne fra de forskellige plots særskilt. Dette førte til skabelsen af de tre cru’er; Sorì Briccolero, San Luigi, Vigna la Costa. I dag bare kendt som Briccolero, San Luigi og La Costa.
Nicola Chionetti - nutidens bannerfører
I 1988, da det så allermest rosenrødt ud, døde Andrea og hans datter Elena på tragisk vis i en bilulykke. Quinto genindtrådte som følge af de ulykkelige omstændigheder som daglig leder, og førte virksomheden ind i det 21. århundrede. I 2013 blev tøjlerne overdraget til Nicola Chionetti, Quintos nu faderløse barnebarn, der lige siden med sikker hånd har ført traditionerne videre.
Nicola er en progressiv og intellektuel ung winemaker, som tilmed kan skrive ”Italiens yngste borgmester nogensinde” på CV’et!
Siden årgang 2015 har familien Chionetti desuden fremstillet vine fra marker i Barolo-området (Monforte d’Alba), hvor de har opkøbt i alt tre marker, herunder Bussia.
Hele produktionen er økologisk, om end kun Dolcetto-vinene og deres Riesling er certificerede. Den samlede produktion er ca. 85.000 flasker om året.
Piemonte er en af Italiens mest prestigefyldte vinregioner, beliggende ved foden af Alperne i det nordvestlige hjørne af landet. Regionen er især kendt for sine ædle rødvine på Nebbiolo-druen, såsom Barolo og Barbaresco, som regnes blandt verdens største vine. Piemonte byder dog på langt mere end det – her findes også elegante vine på Barbera, Dolcetto og Freisa, samt aromatiske hvidvine på Arneis, Cortese og Moscato (bl.a. fra Asti).
Det kølige kontinentale klima, de mange bakker og de komplekse jordbundsforhold – fra kalk og mergel til sand og ler – giver ideelle vækstbetingelser og stor terroirvariation. Regionen har en stærk tradition for små familiebrug og et væsentligt fokus på enkelmarksvine og DOCG-klassifikationer.
Vinproduktionen spænder fra traditionelle metoder med lang fadlagring til moderne stilarter, men fælles for det meste piemontesisk vin er strukturel finesse, tydelig syre og evne til at ældes smukt.