JavaScript seems to be disabled in your browser. For the best experience on our site, be sure to turn on Javascript in your browser.
Om vinen:
I Sodi di San Niccolò er en prestige cuvée, der er blevet et ikon for toscansk vinkultur,- og i særdeleshed for Castellare di Castellina. Det er Castellares topvin, rangeret ved flere lejligheder på Wine Spectators Top 100, og med successive 3 glas i Gambero Rosso og 5 drueklaser i DuemilaVini (Den italienske sommelier forenings udgivelse) årligt - stort set uden undtagelser. Den er kort sagt en af de mest præmierede vine i Italien. Den første årgang blev produceret i 1979.
Vinen adskiller sig fra de fleste andre prestige Toscana IGT-vine, som fx. Sassicaia og Ornellaia, ved at demonstrere storheden i Sangiovese-druen i kombination med Malvasia Nera, altså uden anvendelse af internationale druer som støtte.
Druerne dyrkes i en kalkstensholdig mark, i cru'en San Niccolò, som er beliggende lige ud for vinhuset i Castellina in Chianti. Druerne høstes medio oktober, og vinificering finder sted i ståltank, mens lagring finder sted i barriques, heraf 50% nye, i ca. 24-30 måneder. Herefter hviler vinen 12 måneder på flaske.
Vinen præsenterer sig i glasset med en mørk intens frugt med noter af kirsebær, en anelse solbær, røg, tobak og et typisk animalsk præg. Det hele bakkes op af fornem tyngde og struktur med en helt igennem flot integreret syre og tannin-struktur. Det er en højtannisk vin, men med en utrolig finkornet, elegant struktur. Det er en vin som afhænig af årgang kan gemmes i op til 30-40 år.
Vi anbefaler vinen til klassiske toskanske cold cuts, til stegt og grillet kød samt til tør, fast, salt ost som fx. Pecorino Toscano eller Romano og Parmesan.
Specifikationer:
Druesammensætning: 85% Sangioveto, 15% Malvasia Nera.
Hektarudbytte: ca. 40 hektoliter pr. hektar.
Lagring: 24-30 mdr. på barriques af bl.a. Limousin, Troncais, Allier (50% nye), 12 mdr. på flaske.
Distrikt: Chianti Classico, Toscana.
Alkohol: 13,5%.
Packaging: Leveres i 6 stk. karton.
Andre vine fra denne producent
Om producenten:
Castellare di Castellina er en ikonisk og yderst velrenommeret producent, ikke alene i Toscana, men i hele Italien, ja sågar i hele verden.
Vinhuset er beliggende i hjertet af Chianti Classico, vest for, og lidt neden for byen Castellina in Chianti, som ligger på toppen af et mindre højdedrag. Castellare er, med den anerkendte vinskribent René Langdahl Jørgensens ord, “et mønstereksempel på dogmet om, at vinstokke med smuk udsigt giver god vin.” Nu har vi selv besøgt vinhuset adskillige gange, og vi kan skrive under på, at udsigten er aldeles bjergtagende, med vinmarker, olivenlunde, skove i de bølgede bakker, så langt øjet rækker.
Vinmarkerne, i alt 33 hektar, ligger for neden af hovedbygningen, i en nærmest amfiteaterlignende formation med perfekte soleksponeringsforhold, mens enkelte parceller ligger på den anden side af landevejen mod byen Poggibonsi. Markerne befinder sig i gennemsnit ca. 370 meter over havets overflade, med størstedelen vendt mod sydøst. Den samlede produktion er ca. 250.000 - 300.000 flasker om året, fordelt på en ret bred portefølje. Produktionen er organisk funderet, og huset var et af de første til at dyrke økologisk (om end huset i dag ikke er øko-certificeret), ud fra respekt til naturen og til vinen i flasken. Denne filosofi afspejles på flaskerne, som for hver årgang bærer en ny fugl, altid en lokal truet art, som motiv på etiketten. Castellares vine er derfor let genkendelige, og mange referer til deres vin som ”Den med fuglen”.
Castellare blev grundlagt i dets nuværende form i 1970’erne, i en tid som også betegnes som perioden, for italiensk vins renæssance i nyere historie. Forlæggeren og entreprenøren Paolo Panerai, som tjente sine mange penge på magasin- og avisudgivelse, herunder det indflydelsesrige Milano Finanza, var også en gourmand med store vinvisioner. Han købte og forenede de fire gårde Castellare, Caselle, San Niccolò samt Le Case, og grundlagde dermed Castellare di Castellina i 1979, og er fortsat den enevældige ejer af vinhuset den dag i dag. Paolo Panerai ejer også vinhuset Feudi del Pisciotto på Sicilien samt Rocca di Frassinello i det vestlige Toscana.
Vinstil & terroir
Vinene fra Castellare di Castellina er vine for ”strukturalister”. Det er vine, hvor terroiret skinner kraftigt igennem, og hvor mineraliteten og de ikke-frugtige noter som fx tør jord, aske og sten er bærende elementer sammen med den syrestyrede røde frugt med nuancer som sure og bitre kirsebær, ribs, tranebær og jordbær. Stilen er bestemt ikke for novicer, men det er Sangiovese par excellence, og vinhuset er anerkendt nationalt som internationalt for dets høje, høje klasse.
Jordbunden har god dræningsevne og er en blanding af kalkstensholdig mergel, Galestro, og en anelse ler, hvilket udgør en ideel sammensætning ift. til skabelse af intense strukturerede vine med stort udviklingspotentiale. Nogle steder er jorden særlig hård, og dermed sværest at bearbejde, men giver til gengæld de bedste druer. Disse områder kaldes for ”i sodi” (de hårde), og deraf kommer navnet på topvinen I Sodi di San Niccolò.
Land | Italien |
---|---|
Område | Toscana |
Producent | Castellare di Castellina |
Årgang | 2015 |
Flaskestørrelse | 750 ml. |